Er du Hal 12´s nye Eventmaker?
Vil du være med i en af Danmarks største skateforeninger, der skaber frirum, idræt og fællesskaber for omkring 1.100 børn og unge?
Vil du sætte gang i flere events og aktiviteter blandt vores frivillige, medlemmer og folk udefra?
Vil du hjælpe os med at forme en fremtid i den nye skatehal, som vi flytter ind i om tre år – og som bliver et pejlemærke i dansk og europæisk skatekultur?
Hal 12 søger en Eventmaker, der skal styrke livet og oplevelserne i foreningen.
Stillingen indebærer:
- Planlægning og afvikling af events, både interne og eksterne
- Udvikling af strategi, budgettering, fundraising og afrapportering på eventområdet
- Sponsorarbejde
- Pleje af Hal 12´s netværk og stakeholders
- Pr og kommunikation
- Dokumentation særligt i form af video
- Møder og aktivering af frivilligflokken, så de unges ideer forløses og gejsten kommer nedefra
- Koordinering/afvikling af Hal 12 Skateskole for børn 6 -14 år
- Udvikling, afsætning og afvikling af skateoplevelser for eksterne brugere af Hal 12, f.eks. skoler og ungdomsskoler
- Arrangering og afvikling af frivilligture for vores unge frivillige
- Coaching og støtte af unge, der har appetit på at lære frivilligt arbejde fra bunden
- Oprydning og rengøring, både i det daglige og i forbindelse med events
Alle opgaver udføres i samarbejde med hallens daglige leder og/eller med støtte fra vores engagerede frivillige.
Din profil:
Stillingen er en blækspruttestilling, og vi forventer ikke, at du er verdensmester på alle felter.
Men vi forventer, at du har helt særlige evner og kan bruge dem i samspil med vores daglige leder, vores bestyrelse og frivillige.
- Du skal være en positiv og energisk person med sans for at drive projekter selv
- Du skal være ansvarlig, ærlig og hamrende ambitiøs
- Du skal være god til at samarbejde og uddelegere
- Du skal kunne lide, at dit arbejde hele tiden ændrer sig
Mest af alt skal du elske unge mennesker og frivillighed – samt den lidt vilde og improviserede måde, skatemiljøet arbejder på.
Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke givet på forhånd, og den kan f.eks. være indenfor event- eller ungeområdet? Dine erfaringer og dit drive vægter højt og vi venter gerne på den rette.
Vi tilbyder:
Et engageret, uhøjtideligt, anderledes og sjovt arbejdssted med god energi, højt til loftet og vilde ideer.
Vi passer rigtig godt på hinanden og giver dig mulighed for at prøve dig selv af, så du bliver lige så passioneret om dit arbejde, som vi er omkring vores frivillighed.
I det daglige skal du samarbejde med vores daglige leder, som også er din leder.
Dit arbejde planlægges i samarbejde med foreningens bestyrelse, især formand, kasserer og næstformand.
Om stillingen:
Stillingen er fuld tid med fleksible arbejdstider, men kan tilpasses til den rette kandidat.
Der vil forekomme en del weekendarbejde og noget aftenarbejde, idet du skal være til stede ved events og begivenheder.
Om foreningen:
Hal 12 er en frivilligt drevet forening med 1100 medlemmer og mere end 60 frivillige i alderen 15-55 år. Vi kører BMX, skateboard, rulleskøjter og løbehjul på ramper lige i hjertet af Roskildes livlige bydel Musicon.
Se mere her: facebook , instagram
Lyder det som en stilling og en forening, du kan se dig selv i? Så tøv ikke med at sende en ansøgning og dit CV til info@hal12.dk inden søndag d. 9. juni 2024.
Vi forestiller os at stillingen er med opstart 15. august eller hurtigst muligt derefter.
Vi glæder os til at høre fra dig.